Ujævn affære fra de engelske stilrockere

De engelske elegantiers i The Verve forstår at vise britrock sceneattitude, som er Oasis værdige. Dog er de ikke lige så uforskammede – og det er egentlig synd, for det ville give dem mere kant. Men specielt Richard Ashcroft, sangeren i front, har en coolness, man ikke finder hos ret mange af hans kolleger.

Sættet på Rock am Ring starter med “Love is Noise”, det første singleudspil fra bandets ujævne 2008-album ”Forth”. Det er et stærkt nummer, som absolut er i klasse med The Verves udødelige varemærkenummer “Bittersweet Symphony”. Dampen holdes nogenlunde oppe, men der er som på “Forth” for mange numre, der kun lige kravler op over middelmådighedens ligusterhæk i kraft af den stilfulde sceneoptræden, Richard Ashcroft lægger for dagen. Det er reelt først til sidst i koncerten under “Bittersweet Symphony” at taget for alvor løfter sig under festivalens åbne himmel.
Bandets sublime numre denne dag er alt for få, men det skal til deres ros siges, at de leverer et godt håndværk og en ret rocket attitude uden dog at imponere.

((3 hand signs))

Overraskende rocket og kompakt energiudladning

Lad os slå det fast med det samme: Gavin DeGraw kan sagtens rocke, hvis han vil! Sympatiske Gavin DeGraw, som er verdenskendt i Danmark med radioørehængere som ”Chariot” og ”I Don’t Want To Be”, spiller udsolgte koncerter i KB-Hallen i København, hvor der er plads til 3.000 mennesker. I Tyskland er han et helt ukendt og ubeskrevet blad. På Rock am Ring med et rent rock-publikum og 30 minutters spilletid kl. 14 lørdag eftermiddag, hvad gør man så? Hvordan får man det bedste ud af situationen og giver sin målgruppe det, den vil have?

Man fyrer den af og spiller rock, rock og kun rock!

Det var gedigent, det var melodiøst, det var højt tempo og det var energisk. De knap 1.000 fremmødte fik sig en rigtig god oplevelse og vi andre, der kender ham, en meget positiv overraskelse.

Gavin DeGraw forstod virkelig at læse sit publikum og den udfordring der ligger i at skulle spille på en skidt og kort tid i programmet. Han bestod til fulde. Bare alle hans koncerter var så rå, så rockede og ja – så bastardede. Det her var i hvert fald en gedigen musikalsk rockoplevelse. Vi kan kun ønske Gavin held og lykke med musikken fremover. Må han vælge den rockede vej, den klæder ham.

((5 hand signs))

Bastardskøn revolutionsrock fra protestbandet

Glem 1. maj. Rage Against the Machine ER 1. maj! Hårdere protest-band findes vel ikke. Opfordringerne til militant samfundsomvæltning er massive i bandets tekstunivers. Men det er ikke kun som ræverødt, samfundsomstyrtende politisk organ, at dette ensemble udmærker sig. De kan også noget rent rock-mæssigt. Det er sjældent, bandet giver koncert og derfor var forventningerne også tårnhøje.

De blev indfriet til fulde. En energiudladning af de helt store.

Vi må nok erkende, at indtagelsen af diverse væsker før og under koncerten gør, at det er svært at være detaljeret i anmeldelsen. Men Rage var gode, rigtigt gode. Stor aggressivitet og indlevelse. Et karismatisk sceneshow og nogle numre, der blev leveret meget tight.

Næste gang lover vi at drikke mindre og skrive mere!

((5 hand signs))

Festen i top med hård fransk house elegance

Hård house fra Frankrig? Hvad i alverden er meningen på en ellers rendyrket ROCK-festival?! Det er imidlertid ikke svært at forstå, hvis man har oplevet house-duoen Justice’s koncert på Rock am Ring.

“Bandet” (to gutter med en masse computere, en væg af højttalere – det lugter da af rock! og et stort, kraftigt lyskors som scene-baggrund) spillede det afsluttende sæt klokken lort søndag nat på Rockskilde Festival 2007 på Odeon-scenen, men festen fes ud ret hurtigt. Det skyldtes måske, at de var sat til at spille i 3-4 timer. Der gik selvsving i den.

På Rock am Ring fik de én time. Det blev musikken virkelig intens af. Sættet var benhårdt. Det var sprødt. Det var tungt. Det var elegant. Faktisk var det et studie i stil. Totaloplevelsen blev ikke ringere af, at publikum var på. Sildene forstod, at nu var det nu, hvis herlighederne skulle vises frem på denne festival, så de havde taget opstilling i de forreste rækker foran scenen. I øvrigt var der helt publikums-pakket. Ikke noget, der påvirkede franskmændene på scenen i negativ retning.
Tak til Justice for en suveræn fest. For en hård, ja rocket, house-koncert. Helt forståeligt, at de var på programmet på en så vigtig rock-festival som Rock am Ring. Faktisk var deres koncert en af de bedste på festivalen – og det siger meget – programmet var stjernespækket. Forhåbentligt bliver det til et snarligt gensyn, men potentielle koncertarrangører bør ikke booke Justice til maraton-lange koncerter. Dér er der risiko for selvsving, sump og techno-trance!

((6 hand signs))

Sydafrikas goth-rock stolthed viser tænder

Hård rock med goth-undertoner fra Sydafrika? Det lyder eksotisk! Ét bandmedlem er dog fra Californien og alle bandmedlemmer er hvide. Mon der overhovedet eksisterer et sort goth-rock band? Dét ville i hvert fald for alvor være noget fuldstændig anderledes!

Generelt kan man vel ikke sige, at sorte musikere er heftigt præsenterede indenfor den hårdere, metalliske og gotiske del af rocken. Det skal man nu ikke klandre Seether. De gør det godt på Rock am Ring og bedre end på albums, hvor de lyder en kende for dystre efter RockBastards mening. Man bliver i hvert fald ikke opløftet efter en omgang Seether på anlægget. Bandet er blandt de hvide i Sydafrika et kæmpe navn. Ikke helt ufortjent, for de kan deres kram. På Rock am Ring leverede de godt, gedigent rock’n’roll control håndværk, uden at være i verdensklasse prangende. Sydafrikas slanger tittede frem i de solide numre – specielt i de mørkere af slagsen.

Slangerock direkte fra savannen var noget, der fik Rock am Ring til at koge og stage diverne havde kronede dage. Men slangen manglede alligevel noget bid i kraft af en ikke helt indlevet performance, så RockBastard ender på  4 rockhåndtegn til Seether.

((4 hand signs))

Destruktionen og vildskaben udeblev på Amager

”Lonesome George” har været i gang i 35 år og man må nok se i øjnene, at han ikke har samme energi som tidligere. Vi er nogle, for hvem hans koncert på Rockskilde Festival 1996, hvor han lukkede Orange Scene, står som noget af det reneste, mest ægte 100% rock denne planet har oplevet. Det hele var stramt, velspillet, en energiudladning i verdensklasse og et studie i rock’n’roll karisma og stil. Mindst 6 rockhåndtegn.

George er stadig George, men den knivskarphed, han udstrålede dengang i 1996, har han ikke længere i 2009. Denne aften i Amager Bio er et tydeligt bevis på det. Men OK – lydmixet er ikke fantastisk. Hvorfor skal vokalen drukne i én stor grød af lyd? Se dog i øjnene, at manden ikke er nogen vårunge længere og skru op for ham! I mellem numrene må han fyre vittigheder af – og de er sjove – for at kunne få pusten igen. Nogle få numre er stadig stramme. Klassikeren fra 1982 ”Bad to the Bone” bliver leveret med stor indlevelse og med en vokal, der er nuanceret og præcis. Imens kører den legendariske musikvideo med George og selveste Bo Diddley, der spiller pool, i baggrunden. John Lee Hookers ” One Bourbon, One Scotch, One Beer” sidder også lige i skabet. Specielt i starten af nummeret, hvor det kun er George Thorogoods vokal og guitar, så der ingen er til at overdøve. Men der er for langt imellem snapsene og på trods af mange udsøgte rock’n’roll pasticher, brænder George Thorogood ud efter 1 time og 25 minutter.

Et bedre mixet lydbillede og et længere sæt – bagkataloget er jo bastardet og stort – havde hævet oplevelsen, så skift i hvert fald lydmanden ud, Lonesome George!

((3 hand signs))