Bundærlig og solid rock i dens reneste form har ørnelyd

PAAAARTY!

Det tog et par uger at få armene ned oven på denne vitaminindsprøjtning og energiudladning af en koncert. Helt enkelt er det svært at se, hvordan en rock-koncert kan være bedre, end når Eagles of Death Metal er i storform. Og det var de denne eftermiddag på Roskilde Festival 2009. 30.000 begejstrede rock’n’roll fans foran Orange Scene havde grund til glædestårer og et kæmpe smil gående fra øreflip til øreflip. Bandets to frontfigurer, guitarist og forsanger DAMP-agtige ”Boots Electric” aka Jesse ”The Devil” Hughes og trommeslager Josh Homme fra Queens of the Stone Age har med Eagles of Death Metal skabt en brændfarlig sydstatsrock-cocktail. Navnet er totalt misvisende og underfundigt – det her er vaskeægte rock’n’roll control i dens reneste, bluesbaserede form. Læg dertil attitude, bastard-stil og über-coolness og du vil forstå, hvorfor dette band aften efter aften spiller for totalt udsolgte huse – senest på den europæiske forårsturné 2009, der den 10 marts bragte dem forbi Store Vega i København.

Tilbage til Roskilde Festival 2009. Bandet er tændt, Jesse Hughes veksler mellem at fyre hidsige, skarpe og melodiske riffs af en masse og at stille sig faretruende på den yderste scenekant med armen højt i vejret med rock-håndtegn. Josh Homme sidder bagved og sikrer en tung rytmisk bund ved at hamre hårdt i gryderne. Bandet har en klar mission, som har vor største respekt: Max. party rock’n’roll i højeste, svedigste omdrejninger. Det lykkes. Eagles of Death Metal var denne dag på Roskilde Festival 2009 en opvisning i, hvordan en rendyrket rock’n’roll-koncert skal skæres.

Se dem næste gang, de kommer forbi – du vil få det godt og være glad i meget lang tid derefter.

((6 hand signs))

Ingen revolutioner og ingen dikkedarer når spaderne lires i bund

Ekstremt vildt lydtryk. Grimme mænd, der kalder en spade for en spade, ”Ace of Spades”, for eksempel. Goddag mand økseskaft, det her er rock’n’roll control! Forsanger Lemmy kan ikke synge, men han grynter godt og er en eminent guitar-slinger. Englænderne i Motörhead regnes vel for en pioner indenfor heavy, selv om de nok mere korrekt er at kategorisere som hard rock. De har i mere end 30 år leveret den tunge vare.

Denne aften i Vega var der skruet ekstra højt op, så enten kunne man vælge at høre lyden med en vis forvrængning, når øret forsøgte at tilpasse sig den høje volumen, men med tinitus til følge, eller man kunne vælge den mere ”uldne” lyd, der trænger ind gennem ørepropperne. Ingen af delene er vel ideelle. Vist forventer man sig en markant lydstyrke når Motörhead fyrer op under kedlerne, men der er en grænse, hvor de fine detaljer i musikken (kan man tale om ”fint”, når man taler om Motörhead?) forsvinder. Denne grænse blev overskredet og resultatet var desværre mange gange mudret støj. Godt nok godt mudder, Motörhead er trods alt Motörhead.

Og som Lemmy så sandt så sandt altid siger det uanset, hvor i verden, han står på scenen i front for de engelske vildmænd: ”We are Motörhead and we play ROCK!”. Hvor svært kan det være? Ikke så meget pis, der er høj bastard-faktor! Man bør ikke snyde sig selv for en Motörhead-koncert. Det er gedigne og ærlige sager, der diskes op med. Denne omgang i Vega takseres ikke i top, hvilket skyldes, at drengene kan være tight’ere og at lydtrykket var for ekstremt. ”If it’s too loud, you’re too old!”, var der engang nogen, der sagde. Gad vide, hvornår Motörhead bliver så gamle, at de skruer bare lidt ned for lyden… Det vil vi, der er yngre, se frem til!

((4 hand signs))