Tag Archive | "Pumpehuset"

The Brian Jonestown Massacre, Pumpehuset, København 7. maj 2010


Manglende indlevelse fra syrerockerne

Komplet udsolgt. End ikke sortbørshajer, der vil afsætte billetter. Indikationen af et kultband. Sidst, de spillede i Danmark, var i et udsolgt Vega i 2008. Anton Newcombe og hans 8 kumpaner udgør denne syrerock-gruppe, der blev dannet i San Francisco i starten af 1990erne. Udenfor Pumpen er der inden koncerten tykke dunste af psykedeliske rusmidler. En film om Christiania kunne fint anvende The Brian Jonestown Massacre som underlægningsmusik.

Der er mange referencer til Jimi Hendrix, tidlig David Bowie, Black Rebel Motorcycle Club (også fra 1990ernes San Francisco) og The Raconteurs. Men Brian Jonestown har en noget mere sumpet groove. Numrene er lettere sløvende og meget melodiske. Egentlig fin tømmermandsmusik. Så langt kommer man nu ikke i Pumpen, der lider kraftigt under kun at have én sølle dankortbetaling i én af barerne – så det er svært med de indledende øvelser, der resulterer i tømmermændende.

The Brian Jonestown Massacre er gode til at illudere ægte New York East Village-stemning. Man kan ikke lade være med at se bydelen for sig med al dens alternative leben af små listige steder, unge intellektuelle, kunstnertyper og kreative for sig, når man hører musikken. Det er som ikke så ringe endda!

Klangen er et sprødt og alligevel drevent, råt, kantet og distortet guitarinferno – gruppen har 4 og nogle gange 5 guitarister i gang samtidigt – men de formår det meste af tiden at få helheden til at lyde harmonisk frem for støjende og rodet. Devisen ”jo fler – jo bedre” holder her.

Det gælder nu ikke for trommeslageren, der ene mand skal kæmpe mod alle de mange guitarer. Han fylder påfaldende meget i lydbilledet på trods af et ret klejnt trommesæt. Han banker i gryderne og ligner ”Animal” fra Muppet Show – fuld indlevelse og hårdt arbejde. I modsætning til guitarkollektivet, der lettere kan tage en slapper i ny og næ. Lydbilledet er samlet set meget kompakt, gedigent, tungt og velspillet.

Når det så er sagt, så må vi også sige, at det aldrig bliver rigtig farligt, det her. Der mangler klart stilpoint. De 9 mand står – undtagen trommeslageren, der skal præstere – forstenede (stenede?). Hvor er indlevelsen? Guitarkollektivet ligner en flok øko-college-nørder. Scenelyset er hele tiden fast uden at skifte. Det virker lidt akavet og noget forsamlingshusagtigt. Der er ikke meget bastard og rock’n’roll attitude over det. Anton Newcombes vokal drukner i lydbilledet uanset hvor i lokalet, man står. Mixet er ikke i orden og det er en skam.

Opsummeret kan man sige, at koncerten starter godt og syretungt med nogle meget varierede rocknumre. Som tiden går, bliver der mere ensformighed over numrene. Bandet mangler indlevelse og publikum ser tiltagende mere fjerne ud i blikkene. Efter 2 timer er det hele forbi – uden ekstranumre. Det kan ikke undgå at skuffe folk i Pumpen. Bandet skulle nok ryge en vis pibe. Tak til massakren for en god og original, men noget ujævn oplevelse.

((3 rock hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on The Brian Jonestown Massacre, Pumpehuset, København 7. maj 2010

Airbourne, Pumpehuset, København, 14. marts 2010


Jævn og tinitus-høj bastardrock fra de australske rockere

Et næsten udsolgt Pumpehuset bestående af 95 % mænd og 5 % kvinder tager imod kvartetten, australske Airbourne denne søndag. Det er ikke godt nok ikke noget smukt syn, men det efterlader et solidt indtryk af, at der vil blive serveret en ordentlig røvfuld maskulin, testosteron- og energiladet rock.

Forventningerne til de 4 knøse, der dannede bandet i flækken Warrnambool i 2003, er store her i Pumpehuset.  Efter en publikumsskrålende serie af ”Airbourne, Airbourne, Airbourne” løber bandet ind på scenen. Så kører toget. I et meget højt tempo. Både numrene og bandets ageren på scenen. Det hele er meget kompakt og intensivt. Bandet står ikke stille på noget tidspunkt, men drøner rundt og svinger og svajer det længe heavyhår. Tankerne leder hen på de hedengangne tegneseriehelte i Beavis & Butthead. Staffagen og referencerammerne i sceneoptrædenen til 80er heavyen fejler ikke noget.

Den musiske inspiration er tydelig: Airbourne har helt tydeligt drukket den samme modermælk som deres landsmænd i AC/DC. Det her lyder blot som AC/DC på speed, men uden den samme originalitet og variation. Numrene er musikalsk set forholdsvist ensformige. Kombineret med et gigantisk lydtryk – lyden er simpelthen skruet for højt op. Ved meget høje lydtryk påvirkes kroppen fysisk og det er, hvad der sker her. I stedet for at få et energikick af den stramme rock’n’roll, bliver vi desværre kollektivt forpustede og udmattede.

Men det hjælper, at der er intensitet i showet og at forsanger og guitarist Joel O’Keeffe midt i koncerten som en anden Angus Young tager en glimrende sparke-røv solo midt ude på Pumpehusets gulv blandt publikum. Venner – det er jo fint nok – men hvor er kontakten derudover til publikum? Det er noget begrænset, hvad I får kommunikeret ud til os mellem numrene for at holde vores opmærksomhed fanget. Der mangler lidt showmanship, men det kommer nok med tiden.

Efter 45 minutter sker der noget. Bandet vågner kommunikativt og det gør en forskel. ”Cheers to beer & rock’n’roll!” Joel O’Keeffe drikker en øl og spytter det meste ud igen som spraystøv over de forreste par rækker. Der går lidt Jackass i den senere, hvor han gentagne gange tager en øldåse, smadrer den mod hovedet til den sprækker og øllet står ud i stråler. Der er noget pubertært ungdommeligt over det, men når det er sagt, kan det ikke understreges nok, at spilleglæden er ægte og potent. På god bastard-manér bliver fissen hyldet (”Diamond on a Rough”), der bliver skålet i ét væk for rock’n’roll og bandet er damp-energiske i deres gasgivning på scenen. Respekt.

Det hele tager – med ekstranumre – 90 minutter. Forestillingen som helhed er noget ujævn og som nævnt lige lovlig monoton og ensporet. Lydtrykket gør, at publikum bliver kørt flade for tidligt. Der mangler noget originalitet i materialet og noget ”elegance” i optrædenen (hvis man da kan kalde det det), som hos deres ældre soulmates i AC/DC, men biddet er der. Resten kommer med alderen!

((4 hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on Airbourne, Pumpehuset, København, 14. marts 2010

Rock Hard Power Spray, Pumpehuset, København, 28. november 2009


Hård rockkraft – ja tak!

Tak, drenge, for en af årets bedste rockkoncerter på dansk grund. Hvis ikke DEN bedste. Vi er ikke i tvivl om, at I er Danmarks bedste rockband. 1000 tak for en suverænt skåret rockkoncert i Pumpen. 1 time og 40 minutter for en punkrock koncert – I fik jo nærmest sat selveste Ramones i skammekrogen! Det var alt sammen helt fantastisk leveret med nerve, attitude og drive. I var virkeligt på. Det var den ægte vare!
Ovenstående kunne være en – underdrevet – mail fra RockBastard-redaktionen til Rock Hard Power Spray. Hvis du ikke var i Pumpehuset den 28. november 2009, så er du virkelig gået glip af en stor oplevelse. Måske så du samme aften i stedet Magtens Korridorer i Vega. Det har vi respekt for. Eller Mew i KB-Hallen. Det har vi ikke respekt for. Men var du i Pumpehuset, fik du i hvert fald én over rock’n’roll-nakken.

Rock Hard Power Spray er en flok glade gutter fra Odense. De startede bandet i Odense i 2004, har udgivet to albums i 2006 og 2008 og er nu ved at være klar med deres tredje 2-årlige album. I 2005 vandt de musikkonkurrencen Emergenza Festival foran 7000 andre bands. Præmien var en fuld betalt promotion turné i USA i 2006 sammen med bl.a. Green Day. Rock Hard Power Spray har desuden også turneret i Kina, og har været på turne rundt i Europa i 10 forskellige lande med Bloodhound Gang. Referencelisten er i orden, mildest talt.

Tilbage til Pumpehuset. Det, der bliver leveret fra scenen, er verdensklasse. Intet mindre. Der er saft og kraft og en spilleglæde, som man skal til Mars og retur for at finde andre steder hos andre bands. For tiden er det kun Eagles of Death Metal, AC/DC, Rage Against the Machine og Dan Baird and Homemade Sin, der på topdage kan komme op på siden af Rock Hard Power Spray.

Publikum stage diver fra scenen i én uendelighed. Guitarist Frederik Valentin kaster sig også ud på ryggen, mens han fortsætter med at rive i spaden. Til vores store og positive overraskelse er der ret mange piger til koncerten. Det hele går op i en meget høj enhed. Sex, drugs and rock’n’roll. Vi kan ikke få armene ned, det her er så ærligt, så gedigent, så muskuløst, så vitalt, så brændhamrende højoktant, som noget rock overhovedet kan være. Det her er en energiladet fest. Så stor en fest, at vi glemmer alt om at gøre notater undervejs…

Men venner: Sørg nu for at få set Rock Hard Power Spray. Snyd ikke jer selv for den bedste rockfest, I kan drømme om. Skaf deres albums. Skru lyden op på 11. Smilet vil være på fjæset i lang lang lang tid efter og det vil være umuligt at viske det væk.

((6 hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on Rock Hard Power Spray, Pumpehuset, København, 28. november 2009