Ingen revolutioner og ingen dikkedarer når spaderne lires i bund
Ekstremt vildt lydtryk. Grimme mænd, der kalder en spade for en spade, ”Ace of Spades”, for eksempel. Goddag mand økseskaft, det her er rock’n’roll control! Forsanger Lemmy kan ikke synge, men han grynter godt og er en eminent guitar-slinger. Englænderne i Motörhead regnes vel for en pioner indenfor heavy, selv om de nok mere korrekt er at kategorisere som hard rock. De har i mere end 30 år leveret den tunge vare.
Denne aften i Vega var der skruet ekstra højt op, så enten kunne man vælge at høre lyden med en vis forvrængning, når øret forsøgte at tilpasse sig den høje volumen, men med tinitus til følge, eller man kunne vælge den mere ”uldne” lyd, der trænger ind gennem ørepropperne. Ingen af delene er vel ideelle. Vist forventer man sig en markant lydstyrke når Motörhead fyrer op under kedlerne, men der er en grænse, hvor de fine detaljer i musikken (kan man tale om ”fint”, når man taler om Motörhead?) forsvinder. Denne grænse blev overskredet og resultatet var desværre mange gange mudret støj. Godt nok godt mudder, Motörhead er trods alt Motörhead.
Og som Lemmy så sandt så sandt altid siger det uanset, hvor i verden, han står på scenen i front for de engelske vildmænd: ”We are Motörhead and we play ROCK!”. Hvor svært kan det være? Ikke så meget pis, der er høj bastard-faktor! Man bør ikke snyde sig selv for en Motörhead-koncert. Det er gedigne og ærlige sager, der diskes op med. Denne omgang i Vega takseres ikke i top, hvilket skyldes, at drengene kan være tight’ere og at lydtrykket var for ekstremt. ”If it’s too loud, you’re too old!”, var der engang nogen, der sagde. Gad vide, hvornår Motörhead bliver så gamle, at de skruer bare lidt ned for lyden… Det vil vi, der er yngre, se frem til!
((4 hand signs))