Beskidt punkrocket pakke i rette loppe-omgivelser

Beskidt, beskidt, beskidt! Hvilken punkrock-pakke!
En god måde at bruge en fredag aften på i København. Loppen var udsolgt.

Aftenen startede med det danske band The Guv’nors som opvarmning. De fik solidt og gedigent sat Loppen i svingninger. Bandet forstod at trykke den af med nogle simple tekster, som f.eks. det eneste nummer sunget på dansk, hvor refrænet var ”Jeg er med i et rockband, og det er pisse fedt!”. Sådan, ikke så meget pis, fristes man til at sige. Det var et bundærlig, intenst og meget rockende sæt, The Guv’nors leverede. Desværre er der for få bands i Danmark af denne kvalitet. Bandet fortjener virkelig at blive eksponeret for flere publikummer, f.eks. ville det være indlysende, om de blev booket til nogle af de større rockfestivaler i Europa, f.eks. Greenfield i Schweiz, Rock am Ring i Tyskland, Reading i England, Hultsfred i Sverige eller Roskilde i Danmark.
Efter et kort sceneskifte var det så Nashville Pussys tur. Bandets frontmand er den ubeskriveligt grimme Blaine Cartwright på guitar og vokal. Hans kone, Ruyter Suys, er til gengæld en langhåret, blonderet og ganske indbydende fræk sag. Hun er leadguitarist i bandet. Skønheden og udyret er de to. Ruyter opfører sig nu snarere som et vildt udyr, sådan som hun svinger det knapt 1 meter lange hår fra side til side, så man stort set aldrig kan se hendes ansigt samtidig med, at hun kaster sig rundt på scenen.
Det her band er rock’n’roll attitude i hobevis. Blaine kan desværre ikke synge og numrene er ret monotone, men showet er fantastisk og meget underholdende. Nashville Pussy – godt navn, i øvrigt – har en råstyrke og en bastardenergi, der er unik. Som afrunding på en allerede rigtig stor aften, gik Supersuckers på scenen. Bandet har i forsangeren Eddie Spaghetti (det hedder han!) en karismatisk bandleder, der ikke kender til Janteloven. ”The greatest rock’n’roll band in the world” er den betegnelse, han giver sit band med på vejen fra Loppens lille scene. De er gode, men RockBastard mener, der er de bands, der er bedre. Eddie Spaghetti kan – i modsætning til Blaine Cartwright i Nashville Pussy – synge. Numrene er melodiøse, langtidsholdbare og leveret med robusthed, men der mangler noget af den skævhed og nerve, der er i Nashville Pussys univers og sceneoptræden.

Alt i alt en herligt beskidt og bastardet aften på Loppen, hvor opvarmningsbandet The Guv’nors var den største overraskelse.

((4/4/5 hand signs))

Tam og ufarlig opvisning fra techno-punkrock gruppen

Engelsk band med en hårdtslående stil i grænselandet mellem punkrock og techno. Rå hits i slut 1990erne. Lyder umiddelbart som en interessant og energisk cocktail, som nok skulle kunne levere varen. Men bandet kom bare ikke rigtig ud over scenekanten denne aften på Rock am Ring. Hvor var indlevelsen? Det blev aldrig farligt eller bastard-agtigt. Forhåbentlig var dette en sjælden svipser.

Men et godt råd til The Prodigy: Tag på koncert-studiebesøg hos den franske house-duo Justice.

I nåede dem ikke til sokkeholderne på Rock am Ring 2008, men jeres koncept er i bund og grund i orden, så der er potentiale!

((3 hand signs))

Intensivitet og uforfalsket indlevelse fra canadisk showmand

Danko Jones er en mand med stort M. ”Hot stuff walking up and down the block, I like the way her miniskirt keeps crawling up” og “I need a woman like I need a hole in my head” er fine, fine tekster fra en mandeverden i den canadiske hard rockers univers. Danko Jones er meget viril og primitiv sådan som han står på en scence. Koncerten i Lille Vega var ingen undtagelse. Det var potent og meget bastard-agtigt.

Stilmæssigt er vi et sted mellem Henry Rollins og AC/DC. Det er effektive, hårde bluesriffs, der kværner henover dunkende basgange og kraftige trommeslag. Danko i front anvender meget distortion i sin sangteknik – og det kan høres. Han skråler, vrænger og skriger. Hans lange tunge ryger ofte uhæmmet ud af munden og de momentvist udspilede øjne gør, at manden ser gennemført primalagtig vild ud.

Det her ER en vaskeægte RockBastard. Længe skal man lede efter en mere karismatisk sanger. Denne aften i Lille Vega var han virkelig veloplagt. Jokede om alt og alle, ikke mindst sig selv. Salen var næsten fyldt, men Danko sagde flere gange, at næste gang, så vil han altså spille i ”the big room”. Jantelov? Beskedenhed? Nix, det ord findes ikke i canadierens verden. Derimod kan Danko Jones levere en fremragende fest. Han er et ”must see” og noget af det bedst gennemførte og underholdende rock live, man kan opleve.

((5 hand signs))