Jævn og tinitus-høj bastardrock fra de australske rockere
Et næsten udsolgt Pumpehuset bestående af 95 % mænd og 5 % kvinder tager imod kvartetten, australske Airbourne denne søndag. Det er ikke godt nok ikke noget smukt syn, men det efterlader et solidt indtryk af, at der vil blive serveret en ordentlig røvfuld maskulin, testosteron- og energiladet rock.
Forventningerne til de 4 knøse, der dannede bandet i flækken Warrnambool i 2003, er store her i Pumpehuset. Efter en publikumsskrålende serie af ”Airbourne, Airbourne, Airbourne” løber bandet ind på scenen. Så kører toget. I et meget højt tempo. Både numrene og bandets ageren på scenen. Det hele er meget kompakt og intensivt. Bandet står ikke stille på noget tidspunkt, men drøner rundt og svinger og svajer det længe heavyhår. Tankerne leder hen på de hedengangne tegneseriehelte i Beavis & Butthead. Staffagen og referencerammerne i sceneoptrædenen til 80er heavyen fejler ikke noget.
Den musiske inspiration er tydelig: Airbourne har helt tydeligt drukket den samme modermælk som deres landsmænd i AC/DC. Det her lyder blot som AC/DC på speed, men uden den samme originalitet og variation. Numrene er musikalsk set forholdsvist ensformige. Kombineret med et gigantisk lydtryk – lyden er simpelthen skruet for højt op. Ved meget høje lydtryk påvirkes kroppen fysisk og det er, hvad der sker her. I stedet for at få et energikick af den stramme rock’n’roll, bliver vi desværre kollektivt forpustede og udmattede.
Men det hjælper, at der er intensitet i showet og at forsanger og guitarist Joel O’Keeffe midt i koncerten som en anden Angus Young tager en glimrende sparke-røv solo midt ude på Pumpehusets gulv blandt publikum. Venner – det er jo fint nok – men hvor er kontakten derudover til publikum? Det er noget begrænset, hvad I får kommunikeret ud til os mellem numrene for at holde vores opmærksomhed fanget. Der mangler lidt showmanship, men det kommer nok med tiden.
Efter 45 minutter sker der noget. Bandet vågner kommunikativt og det gør en forskel. ”Cheers to beer & rock’n’roll!” Joel O’Keeffe drikker en øl og spytter det meste ud igen som spraystøv over de forreste par rækker. Der går lidt Jackass i den senere, hvor han gentagne gange tager en øldåse, smadrer den mod hovedet til den sprækker og øllet står ud i stråler. Der er noget pubertært ungdommeligt over det, men når det er sagt, kan det ikke understreges nok, at spilleglæden er ægte og potent. På god bastard-manér bliver fissen hyldet (”Diamond on a Rough”), der bliver skålet i ét væk for rock’n’roll og bandet er damp-energiske i deres gasgivning på scenen. Respekt.
Det hele tager – med ekstranumre – 90 minutter. Forestillingen som helhed er noget ujævn og som nævnt lige lovlig monoton og ensporet. Lydtrykket gør, at publikum bliver kørt flade for tidligt. Der mangler noget originalitet i materialet og noget ”elegance” i optrædenen (hvis man da kan kalde det det), som hos deres ældre soulmates i AC/DC, men biddet er der. Resten kommer med alderen!
((4 hand signs))