Posted on 12 June 2008. Tags: big beat, Firestarter, hardcore techno, industrial, Invaders Must Die, Jonas Åkerlund, Keith Flint, Liam Howlett, Maxim Reality, Prodigy, rave, rock, Rock am Ring, Rock am Ring 2008, Rock am Ring 2009, Smack My Bitch Up, Take Me To The Hospital, techno, The Prodigy
Massiv knytnæve i den tyske nat
Mørket er faldet på over Centerstage, Rock am Rings største scene. Det er lørdag aften. 50.000 forventningsfulde publikummer er klar til at tage imod et af Rock am Ring 2009s hovednavne, Progidy. Det er en hårdtslående combo, denne trio fra England. Med et pladesalg på over 20 mio. eksemplarer, er de ret enestående indenfor genrene rave, industrial, hardcore techno, big beat og punk, som de på unik vis mixer sammen til deres helt egen stil og særkende.
Bandet kan starte enhver fest, hvilket vel egentlig bedst kommer til udtryk i videoen til et af de største hits, ”Smack My Bitch Up” fra 1998. Videoen var så ekstrem, at den kun blev vist på MTV mellem kl. 1 og 5 om natten. Den viser en persons vilde tur i byen med store indtag af alkohol og stoffer, slåskampe med mænd, seksuelt misbrug af kvinder, en scoring af en stripper, som personen også har sex med. Alt dette ses og opleves igennem en kvindes øjne. Den svenske instruktør Jonas Åkerlund fik inspirationen til videoen efter en festlig og våd aften i København…
Vi har at gøre med et band med attitude. ”Take Me To The Hospital” står der på keyboard-spiller m.m. Liam Howletts computerskærm. Hvis man tager festen så seriøst som Prodigys ene frontfigur, Keith Flint, er der overhængende fare for, at man bliver inspireret til at gå så meget amok, at man havner på hospitalet, for magen til energiudladning skal man lede længe efter. Den blonde, tatoverede og piercede fyr står ikke stille på noget tidspunkt. Han drøner manisk rundt på scenen som var han blevet stukket af en bi (eller noget andet) og skuler ondt og sindssygt til os gennem hele koncerten. Det ville ikke undre nogen denne aften på Rock am Ring, hvis han virkelig kom på hospitalet af fysiske eller psykiske grunde. Det her er galskab, når det er bedst. ”Take Me To The Hospital” er i øvrigt at finde på bandets album fra 2009 ”Invaders Must Die”.
Festivalledelsen valgte at ”forfremme” The Prodigy fra den næststørste scene, hvor de spillede i 2008, til den største her i 2009. Det er tydeligt at se, at bandet trives med at være hovednavn på en af Europas vigtigste rockfestivaler og at spille foran et entusiastisk publikum på 50.000 stk. Man skal vist også være den største anti-narcissist for ikke at blive høj af sådan en oplevelse. Den får lige en ekstra skalle hele tiden og varen leveres gedigent og med stor spilleglæde. Rasta-manden Maxim Reality rapper fint ind over Keith Flints vokal.
Hele koncerten, som varer knap to timer, er fuld af musikalske højdepunkter. Der er egentlig ikke tidspunkter, hvor man f.eks. for lyst til at tjekke sin telefon for sms’er endsige skrive nogle af slagsen. Man er helt tryllebundet af festen på scenen – og det gør absolut ikke noget! Skal der nævnes højdepunkter blandt højdepunkterne, må det være at se og høre bandet og det talstærke publikum, der er på størrelse med Vejle, skrige løs på ”Firestarter” og ”Smack My Bitch Up”. En kollektiv, massiv knytnæve fyger igennem den tyske nat. Højt og hårdtslående.
((5 hand signs))
Posted in Rockanmeldelser
Posted on 12 June 2008. Tags: Justice, Keith Flint, Liam Howlett, Maxim Reality, Prodigy, punk, punk rock, punkrock, rock, Rock am Ring, Rock am Ring 2008, techno, The Prodigy
Tam og ufarlig opvisning fra techno-punkrock gruppen
Engelsk band med en hårdtslående stil i grænselandet mellem punkrock og techno. Rå hits i slut 1990erne. Lyder umiddelbart som en interessant og energisk cocktail, som nok skulle kunne levere varen. Men bandet kom bare ikke rigtig ud over scenekanten denne aften på Rock am Ring. Hvor var indlevelsen? Det blev aldrig farligt eller bastard-agtigt. Forhåbentlig var dette en sjælden svipser.
Men et godt råd til The Prodigy: Tag på koncert-studiebesøg hos den franske house-duo Justice.
I nåede dem ikke til sokkeholderne på Rock am Ring 2008, men jeres koncept er i bund og grund i orden, så der er potentiale!
((3 hand signs))
Posted in Rockanmeldelser
Posted on 11 June 2008. Tags: Bittersweet Symphony, brit rock, britrock, Forth, Love is Noise, Nick McCabe, Oasis, Peter Salisbury, Richard Ashcroft, Rock am Ring, Rock am Ring 2008, Simon Jones, Simon Tong, The Verve
Ujævn affære fra de engelske stilrockere
De engelske elegantiers i The Verve forstår at vise britrock sceneattitude, som er Oasis værdige. Dog er de ikke lige så uforskammede – og det er egentlig synd, for det ville give dem mere kant. Men specielt Richard Ashcroft, sangeren i front, har en coolness, man ikke finder hos ret mange af hans kolleger.
Sættet på Rock am Ring starter med “Love is Noise”, det første singleudspil fra bandets ujævne 2008-album ”Forth”. Det er et stærkt nummer, som absolut er i klasse med The Verves udødelige varemærkenummer “Bittersweet Symphony”. Dampen holdes nogenlunde oppe, men der er som på “Forth” for mange numre, der kun lige kravler op over middelmådighedens ligusterhæk i kraft af den stilfulde sceneoptræden, Richard Ashcroft lægger for dagen. Det er reelt først til sidst i koncerten under “Bittersweet Symphony” at taget for alvor løfter sig under festivalens åbne himmel.
Bandets sublime numre denne dag er alt for få, men det skal til deres ros siges, at de leverer et godt håndværk og en ret rocket attitude uden dog at imponere.
((3 hand signs))
Posted in Rockanmeldelser
Posted on 10 June 2008. Tags: Chariot, Gavin DeGraw, I Don’t Want To Be, Rock am Ring, Rock am Ring 2008
Overraskende rocket og kompakt energiudladning
Lad os slå det fast med det samme: Gavin DeGraw kan sagtens rocke, hvis han vil! Sympatiske Gavin DeGraw, som er verdenskendt i Danmark med radioørehængere som ”Chariot” og ”I Don’t Want To Be”, spiller udsolgte koncerter i KB-Hallen i København, hvor der er plads til 3.000 mennesker. I Tyskland er han et helt ukendt og ubeskrevet blad. På Rock am Ring med et rent rock-publikum og 30 minutters spilletid kl. 14 lørdag eftermiddag, hvad gør man så? Hvordan får man det bedste ud af situationen og giver sin målgruppe det, den vil have?
Man fyrer den af og spiller rock, rock og kun rock!
Det var gedigent, det var melodiøst, det var højt tempo og det var energisk. De knap 1.000 fremmødte fik sig en rigtig god oplevelse og vi andre, der kender ham, en meget positiv overraskelse.
Gavin DeGraw forstod virkelig at læse sit publikum og den udfordring der ligger i at skulle spille på en skidt og kort tid i programmet. Han bestod til fulde. Bare alle hans koncerter var så rå, så rockede og ja – så bastardede. Det her var i hvert fald en gedigen musikalsk rockoplevelse. Vi kan kun ønske Gavin held og lykke med musikken fremover. Må han vælge den rockede vej, den klæder ham.
((5 hand signs))
Posted in Rockanmeldelser
Posted on 10 June 2008. Tags: 1. maj, Brad Wilk, Rage Against the Machine, RATM, revolutionsrock, rock, Rock am Ring, Rock am Ring 2008, Tim Commerford, Tom Morello, Zack de la Rocha
Bastardskøn revolutionsrock fra protestbandet
Glem 1. maj. Rage Against the Machine ER 1. maj! Hårdere protest-band findes vel ikke. Opfordringerne til militant samfundsomvæltning er massive i bandets tekstunivers. Men det er ikke kun som ræverødt, samfundsomstyrtende politisk organ, at dette ensemble udmærker sig. De kan også noget rent rock-mæssigt. Det er sjældent, bandet giver koncert og derfor var forventningerne også tårnhøje.
De blev indfriet til fulde. En energiudladning af de helt store.
Vi må nok erkende, at indtagelsen af diverse væsker før og under koncerten gør, at det er svært at være detaljeret i anmeldelsen. Men Rage var gode, rigtigt gode. Stor aggressivitet og indlevelse. Et karismatisk sceneshow og nogle numre, der blev leveret meget tight.
Næste gang lover vi at drikke mindre og skrive mere!
((5 hand signs))
Posted in Rockanmeldelser
Posted on 07 June 2008. Tags: fransk house, Gaspard Augé, house, Justice, Rock am Ring, Rock am Ring 2008, Roskilde Festival, Roskilde Festival 2007, techno, Xavier de Rosnay
Festen i top med hård fransk house elegance
Hård house fra Frankrig? Hvad i alverden er meningen på en ellers rendyrket ROCK-festival?! Det er imidlertid ikke svært at forstå, hvis man har oplevet house-duoen Justice’s koncert på Rock am Ring.
“Bandet” (to gutter med en masse computere, en væg af højttalere – det lugter da af rock! og et stort, kraftigt lyskors som scene-baggrund) spillede det afsluttende sæt klokken lort søndag nat på Rockskilde Festival 2007 på Odeon-scenen, men festen fes ud ret hurtigt. Det skyldtes måske, at de var sat til at spille i 3-4 timer. Der gik selvsving i den.
På Rock am Ring fik de én time. Det blev musikken virkelig intens af. Sættet var benhårdt. Det var sprødt. Det var tungt. Det var elegant. Faktisk var det et studie i stil. Totaloplevelsen blev ikke ringere af, at publikum var på. Sildene forstod, at nu var det nu, hvis herlighederne skulle vises frem på denne festival, så de havde taget opstilling i de forreste rækker foran scenen. I øvrigt var der helt publikums-pakket. Ikke noget, der påvirkede franskmændene på scenen i negativ retning.
Tak til Justice for en suveræn fest. For en hård, ja rocket, house-koncert. Helt forståeligt, at de var på programmet på en så vigtig rock-festival som Rock am Ring. Faktisk var deres koncert en af de bedste på festivalen – og det siger meget – programmet var stjernespækket. Forhåbentligt bliver det til et snarligt gensyn, men potentielle koncertarrangører bør ikke booke Justice til maraton-lange koncerter. Dér er der risiko for selvsving, sump og techno-trance!
((6 hand signs))
Posted in Rockanmeldelser