Manglende indlevelse fra syrerockerne

Komplet udsolgt. End ikke sortbørshajer, der vil afsætte billetter. Indikationen af et kultband. Sidst, de spillede i Danmark, var i et udsolgt Vega i 2008. Anton Newcombe og hans 8 kumpaner udgør denne syrerock-gruppe, der blev dannet i San Francisco i starten af 1990erne. Udenfor Pumpen er der inden koncerten tykke dunste af psykedeliske rusmidler. En film om Christiania kunne fint anvende The Brian Jonestown Massacre som underlægningsmusik.

Der er mange referencer til Jimi Hendrix, tidlig David Bowie, Black Rebel Motorcycle Club (også fra 1990ernes San Francisco) og The Raconteurs. Men Brian Jonestown har en noget mere sumpet groove. Numrene er lettere sløvende og meget melodiske. Egentlig fin tømmermandsmusik. Så langt kommer man nu ikke i Pumpen, der lider kraftigt under kun at have én sølle dankortbetaling i én af barerne – så det er svært med de indledende øvelser, der resulterer i tømmermændende.

The Brian Jonestown Massacre er gode til at illudere ægte New York East Village-stemning. Man kan ikke lade være med at se bydelen for sig med al dens alternative leben af små listige steder, unge intellektuelle, kunstnertyper og kreative for sig, når man hører musikken. Det er som ikke så ringe endda!

Klangen er et sprødt og alligevel drevent, råt, kantet og distortet guitarinferno – gruppen har 4 og nogle gange 5 guitarister i gang samtidigt – men de formår det meste af tiden at få helheden til at lyde harmonisk frem for støjende og rodet. Devisen ”jo fler – jo bedre” holder her.

Det gælder nu ikke for trommeslageren, der ene mand skal kæmpe mod alle de mange guitarer. Han fylder påfaldende meget i lydbilledet på trods af et ret klejnt trommesæt. Han banker i gryderne og ligner ”Animal” fra Muppet Show – fuld indlevelse og hårdt arbejde. I modsætning til guitarkollektivet, der lettere kan tage en slapper i ny og næ. Lydbilledet er samlet set meget kompakt, gedigent, tungt og velspillet.

Når det så er sagt, så må vi også sige, at det aldrig bliver rigtig farligt, det her. Der mangler klart stilpoint. De 9 mand står – undtagen trommeslageren, der skal præstere – forstenede (stenede?). Hvor er indlevelsen? Guitarkollektivet ligner en flok øko-college-nørder. Scenelyset er hele tiden fast uden at skifte. Det virker lidt akavet og noget forsamlingshusagtigt. Der er ikke meget bastard og rock’n’roll attitude over det. Anton Newcombes vokal drukner i lydbilledet uanset hvor i lokalet, man står. Mixet er ikke i orden og det er en skam.

Opsummeret kan man sige, at koncerten starter godt og syretungt med nogle meget varierede rocknumre. Som tiden går, bliver der mere ensformighed over numrene. Bandet mangler indlevelse og publikum ser tiltagende mere fjerne ud i blikkene. Efter 2 timer er det hele forbi – uden ekstranumre. Det kan ikke undgå at skuffe folk i Pumpen. Bandet skulle nok ryge en vis pibe. Tak til massakren for en god og original, men noget ujævn oplevelse.

((3 rock hand signs))

Hård rockkraft – ja tak!

Tak, drenge, for en af årets bedste rockkoncerter på dansk grund. Hvis ikke DEN bedste. Vi er ikke i tvivl om, at I er Danmarks bedste rockband. 1000 tak for en suverænt skåret rockkoncert i Pumpen. 1 time og 40 minutter for en punkrock koncert – I fik jo nærmest sat selveste Ramones i skammekrogen! Det var alt sammen helt fantastisk leveret med nerve, attitude og drive. I var virkeligt på. Det var den ægte vare!
Ovenstående kunne være en – underdrevet – mail fra RockBastard-redaktionen til Rock Hard Power Spray. Hvis du ikke var i Pumpehuset den 28. november 2009, så er du virkelig gået glip af en stor oplevelse. Måske så du samme aften i stedet Magtens Korridorer i Vega. Det har vi respekt for. Eller Mew i KB-Hallen. Det har vi ikke respekt for. Men var du i Pumpehuset, fik du i hvert fald én over rock’n’roll-nakken.

Rock Hard Power Spray er en flok glade gutter fra Odense. De startede bandet i Odense i 2004, har udgivet to albums i 2006 og 2008 og er nu ved at være klar med deres tredje 2-årlige album. I 2005 vandt de musikkonkurrencen Emergenza Festival foran 7000 andre bands. Præmien var en fuld betalt promotion turné i USA i 2006 sammen med bl.a. Green Day. Rock Hard Power Spray har desuden også turneret i Kina, og har været på turne rundt i Europa i 10 forskellige lande med Bloodhound Gang. Referencelisten er i orden, mildest talt.

Tilbage til Pumpehuset. Det, der bliver leveret fra scenen, er verdensklasse. Intet mindre. Der er saft og kraft og en spilleglæde, som man skal til Mars og retur for at finde andre steder hos andre bands. For tiden er det kun Eagles of Death Metal, AC/DC, Rage Against the Machine og Dan Baird and Homemade Sin, der på topdage kan komme op på siden af Rock Hard Power Spray.

Publikum stage diver fra scenen i én uendelighed. Guitarist Frederik Valentin kaster sig også ud på ryggen, mens han fortsætter med at rive i spaden. Til vores store og positive overraskelse er der ret mange piger til koncerten. Det hele går op i en meget høj enhed. Sex, drugs and rock’n’roll. Vi kan ikke få armene ned, det her er så ærligt, så gedigent, så muskuløst, så vitalt, så brændhamrende højoktant, som noget rock overhovedet kan være. Det her er en energiladet fest. Så stor en fest, at vi glemmer alt om at gøre notater undervejs…

Men venner: Sørg nu for at få set Rock Hard Power Spray. Snyd ikke jer selv for den bedste rockfest, I kan drømme om. Skaf deres albums. Skru lyden op på 11. Smilet vil være på fjæset i lang lang lang tid efter og det vil være umuligt at viske det væk.

((6 hand signs))

Beskidt punkrocket pakke i rette loppe-omgivelser

Beskidt, beskidt, beskidt! Hvilken punkrock-pakke!
En god måde at bruge en fredag aften på i København. Loppen var udsolgt.

Aftenen startede med det danske band The Guv’nors som opvarmning. De fik solidt og gedigent sat Loppen i svingninger. Bandet forstod at trykke den af med nogle simple tekster, som f.eks. det eneste nummer sunget på dansk, hvor refrænet var ”Jeg er med i et rockband, og det er pisse fedt!”. Sådan, ikke så meget pis, fristes man til at sige. Det var et bundærlig, intenst og meget rockende sæt, The Guv’nors leverede. Desværre er der for få bands i Danmark af denne kvalitet. Bandet fortjener virkelig at blive eksponeret for flere publikummer, f.eks. ville det være indlysende, om de blev booket til nogle af de større rockfestivaler i Europa, f.eks. Greenfield i Schweiz, Rock am Ring i Tyskland, Reading i England, Hultsfred i Sverige eller Roskilde i Danmark.
Efter et kort sceneskifte var det så Nashville Pussys tur. Bandets frontmand er den ubeskriveligt grimme Blaine Cartwright på guitar og vokal. Hans kone, Ruyter Suys, er til gengæld en langhåret, blonderet og ganske indbydende fræk sag. Hun er leadguitarist i bandet. Skønheden og udyret er de to. Ruyter opfører sig nu snarere som et vildt udyr, sådan som hun svinger det knapt 1 meter lange hår fra side til side, så man stort set aldrig kan se hendes ansigt samtidig med, at hun kaster sig rundt på scenen.
Det her band er rock’n’roll attitude i hobevis. Blaine kan desværre ikke synge og numrene er ret monotone, men showet er fantastisk og meget underholdende. Nashville Pussy – godt navn, i øvrigt – har en råstyrke og en bastardenergi, der er unik. Som afrunding på en allerede rigtig stor aften, gik Supersuckers på scenen. Bandet har i forsangeren Eddie Spaghetti (det hedder han!) en karismatisk bandleder, der ikke kender til Janteloven. ”The greatest rock’n’roll band in the world” er den betegnelse, han giver sit band med på vejen fra Loppens lille scene. De er gode, men RockBastard mener, der er de bands, der er bedre. Eddie Spaghetti kan – i modsætning til Blaine Cartwright i Nashville Pussy – synge. Numrene er melodiøse, langtidsholdbare og leveret med robusthed, men der mangler noget af den skævhed og nerve, der er i Nashville Pussys univers og sceneoptræden.

Alt i alt en herligt beskidt og bastardet aften på Loppen, hvor opvarmningsbandet The Guv’nors var den største overraskelse.

((4/4/5 hand signs))

Tam og ufarlig opvisning fra techno-punkrock gruppen

Engelsk band med en hårdtslående stil i grænselandet mellem punkrock og techno. Rå hits i slut 1990erne. Lyder umiddelbart som en interessant og energisk cocktail, som nok skulle kunne levere varen. Men bandet kom bare ikke rigtig ud over scenekanten denne aften på Rock am Ring. Hvor var indlevelsen? Det blev aldrig farligt eller bastard-agtigt. Forhåbentlig var dette en sjælden svipser.

Men et godt råd til The Prodigy: Tag på koncert-studiebesøg hos den franske house-duo Justice.

I nåede dem ikke til sokkeholderne på Rock am Ring 2008, men jeres koncept er i bund og grund i orden, så der er potentiale!

((3 hand signs))

Intensivitet og uforfalsket indlevelse fra canadisk showmand

Danko Jones er en mand med stort M. ”Hot stuff walking up and down the block, I like the way her miniskirt keeps crawling up” og “I need a woman like I need a hole in my head” er fine, fine tekster fra en mandeverden i den canadiske hard rockers univers. Danko Jones er meget viril og primitiv sådan som han står på en scence. Koncerten i Lille Vega var ingen undtagelse. Det var potent og meget bastard-agtigt.

Stilmæssigt er vi et sted mellem Henry Rollins og AC/DC. Det er effektive, hårde bluesriffs, der kværner henover dunkende basgange og kraftige trommeslag. Danko i front anvender meget distortion i sin sangteknik – og det kan høres. Han skråler, vrænger og skriger. Hans lange tunge ryger ofte uhæmmet ud af munden og de momentvist udspilede øjne gør, at manden ser gennemført primalagtig vild ud.

Det her ER en vaskeægte RockBastard. Længe skal man lede efter en mere karismatisk sanger. Denne aften i Lille Vega var han virkelig veloplagt. Jokede om alt og alle, ikke mindst sig selv. Salen var næsten fyldt, men Danko sagde flere gange, at næste gang, så vil han altså spille i ”the big room”. Jantelov? Beskedenhed? Nix, det ord findes ikke i canadierens verden. Derimod kan Danko Jones levere en fremragende fest. Han er et ”must see” og noget af det bedst gennemførte og underholdende rock live, man kan opleve.

((5 hand signs))