Jævn og tinitus-høj bastardrock fra de australske rockere

Et næsten udsolgt Pumpehuset bestående af 95 % mænd og 5 % kvinder tager imod kvartetten, australske Airbourne denne søndag. Det er ikke godt nok ikke noget smukt syn, men det efterlader et solidt indtryk af, at der vil blive serveret en ordentlig røvfuld maskulin, testosteron- og energiladet rock.

Forventningerne til de 4 knøse, der dannede bandet i flækken Warrnambool i 2003, er store her i Pumpehuset.  Efter en publikumsskrålende serie af ”Airbourne, Airbourne, Airbourne” løber bandet ind på scenen. Så kører toget. I et meget højt tempo. Både numrene og bandets ageren på scenen. Det hele er meget kompakt og intensivt. Bandet står ikke stille på noget tidspunkt, men drøner rundt og svinger og svajer det længe heavyhår. Tankerne leder hen på de hedengangne tegneseriehelte i Beavis & Butthead. Staffagen og referencerammerne i sceneoptrædenen til 80er heavyen fejler ikke noget.

Den musiske inspiration er tydelig: Airbourne har helt tydeligt drukket den samme modermælk som deres landsmænd i AC/DC. Det her lyder blot som AC/DC på speed, men uden den samme originalitet og variation. Numrene er musikalsk set forholdsvist ensformige. Kombineret med et gigantisk lydtryk – lyden er simpelthen skruet for højt op. Ved meget høje lydtryk påvirkes kroppen fysisk og det er, hvad der sker her. I stedet for at få et energikick af den stramme rock’n’roll, bliver vi desværre kollektivt forpustede og udmattede.

Men det hjælper, at der er intensitet i showet og at forsanger og guitarist Joel O’Keeffe midt i koncerten som en anden Angus Young tager en glimrende sparke-røv solo midt ude på Pumpehusets gulv blandt publikum. Venner – det er jo fint nok – men hvor er kontakten derudover til publikum? Det er noget begrænset, hvad I får kommunikeret ud til os mellem numrene for at holde vores opmærksomhed fanget. Der mangler lidt showmanship, men det kommer nok med tiden.

Efter 45 minutter sker der noget. Bandet vågner kommunikativt og det gør en forskel. ”Cheers to beer & rock’n’roll!” Joel O’Keeffe drikker en øl og spytter det meste ud igen som spraystøv over de forreste par rækker. Der går lidt Jackass i den senere, hvor han gentagne gange tager en øldåse, smadrer den mod hovedet til den sprækker og øllet står ud i stråler. Der er noget pubertært ungdommeligt over det, men når det er sagt, kan det ikke understreges nok, at spilleglæden er ægte og potent. På god bastard-manér bliver fissen hyldet (”Diamond on a Rough”), der bliver skålet i ét væk for rock’n’roll og bandet er damp-energiske i deres gasgivning på scenen. Respekt.

Det hele tager – med ekstranumre – 90 minutter. Forestillingen som helhed er noget ujævn og som nævnt lige lovlig monoton og ensporet. Lydtrykket gør, at publikum bliver kørt flade for tidligt. Der mangler noget originalitet i materialet og noget ”elegance” i optrædenen (hvis man da kan kalde det det), som hos deres ældre soulmates i AC/DC, men biddet er der. Resten kommer med alderen!

((4 hand signs))

Hård rockkraft – ja tak!

Tak, drenge, for en af årets bedste rockkoncerter på dansk grund. Hvis ikke DEN bedste. Vi er ikke i tvivl om, at I er Danmarks bedste rockband. 1000 tak for en suverænt skåret rockkoncert i Pumpen. 1 time og 40 minutter for en punkrock koncert – I fik jo nærmest sat selveste Ramones i skammekrogen! Det var alt sammen helt fantastisk leveret med nerve, attitude og drive. I var virkeligt på. Det var den ægte vare!
Ovenstående kunne være en – underdrevet – mail fra RockBastard-redaktionen til Rock Hard Power Spray. Hvis du ikke var i Pumpehuset den 28. november 2009, så er du virkelig gået glip af en stor oplevelse. Måske så du samme aften i stedet Magtens Korridorer i Vega. Det har vi respekt for. Eller Mew i KB-Hallen. Det har vi ikke respekt for. Men var du i Pumpehuset, fik du i hvert fald én over rock’n’roll-nakken.

Rock Hard Power Spray er en flok glade gutter fra Odense. De startede bandet i Odense i 2004, har udgivet to albums i 2006 og 2008 og er nu ved at være klar med deres tredje 2-årlige album. I 2005 vandt de musikkonkurrencen Emergenza Festival foran 7000 andre bands. Præmien var en fuld betalt promotion turné i USA i 2006 sammen med bl.a. Green Day. Rock Hard Power Spray har desuden også turneret i Kina, og har været på turne rundt i Europa i 10 forskellige lande med Bloodhound Gang. Referencelisten er i orden, mildest talt.

Tilbage til Pumpehuset. Det, der bliver leveret fra scenen, er verdensklasse. Intet mindre. Der er saft og kraft og en spilleglæde, som man skal til Mars og retur for at finde andre steder hos andre bands. For tiden er det kun Eagles of Death Metal, AC/DC, Rage Against the Machine og Dan Baird and Homemade Sin, der på topdage kan komme op på siden af Rock Hard Power Spray.

Publikum stage diver fra scenen i én uendelighed. Guitarist Frederik Valentin kaster sig også ud på ryggen, mens han fortsætter med at rive i spaden. Til vores store og positive overraskelse er der ret mange piger til koncerten. Det hele går op i en meget høj enhed. Sex, drugs and rock’n’roll. Vi kan ikke få armene ned, det her er så ærligt, så gedigent, så muskuløst, så vitalt, så brændhamrende højoktant, som noget rock overhovedet kan være. Det her er en energiladet fest. Så stor en fest, at vi glemmer alt om at gøre notater undervejs…

Men venner: Sørg nu for at få set Rock Hard Power Spray. Snyd ikke jer selv for den bedste rockfest, I kan drømme om. Skaf deres albums. Skru lyden op på 11. Smilet vil være på fjæset i lang lang lang tid efter og det vil være umuligt at viske det væk.

((6 hand signs))

Intensivitet og uforfalsket indlevelse fra canadisk showmand

Danko Jones er en mand med stort M. ”Hot stuff walking up and down the block, I like the way her miniskirt keeps crawling up” og “I need a woman like I need a hole in my head” er fine, fine tekster fra en mandeverden i den canadiske hard rockers univers. Danko Jones er meget viril og primitiv sådan som han står på en scence. Koncerten i Lille Vega var ingen undtagelse. Det var potent og meget bastard-agtigt.

Stilmæssigt er vi et sted mellem Henry Rollins og AC/DC. Det er effektive, hårde bluesriffs, der kværner henover dunkende basgange og kraftige trommeslag. Danko i front anvender meget distortion i sin sangteknik – og det kan høres. Han skråler, vrænger og skriger. Hans lange tunge ryger ofte uhæmmet ud af munden og de momentvist udspilede øjne gør, at manden ser gennemført primalagtig vild ud.

Det her ER en vaskeægte RockBastard. Længe skal man lede efter en mere karismatisk sanger. Denne aften i Lille Vega var han virkelig veloplagt. Jokede om alt og alle, ikke mindst sig selv. Salen var næsten fyldt, men Danko sagde flere gange, at næste gang, så vil han altså spille i ”the big room”. Jantelov? Beskedenhed? Nix, det ord findes ikke i canadierens verden. Derimod kan Danko Jones levere en fremragende fest. Han er et ”must see” og noget af det bedst gennemførte og underholdende rock live, man kan opleve.

((5 hand signs))