Archive | Rockanmeldelser

Eagles of Death Metal, Roskilde Festival 2009

Eagles of Death Metal, Roskilde Festival 2009

Bundærlig og solid rock i dens reneste form har ørnelyd

PAAAARTY!

Det tog et par uger at få armene ned oven på denne vitaminindsprøjtning og energiudladning af en koncert. Helt enkelt er det svært at se, hvordan en rock-koncert kan være bedre, end når Eagles of Death Metal er i storform. Og det var de denne eftermiddag på Roskilde Festival 2009. 30.000 begejstrede rock’n’roll fans foran Orange Scene havde grund til glædestårer og et kæmpe smil gående fra øreflip til øreflip. Bandets to frontfigurer, guitarist og forsanger DAMP-agtige ”Boots Electric” aka Jesse ”The Devil” Hughes og trommeslager Josh Homme fra Queens of the Stone Age har med Eagles of Death Metal skabt en brændfarlig sydstatsrock-cocktail. Navnet er totalt misvisende og underfundigt – det her er vaskeægte rock’n’roll control i dens reneste, bluesbaserede form. Læg dertil attitude, bastard-stil og über-coolness og du vil forstå, hvorfor dette band aften efter aften spiller for totalt udsolgte huse – senest på den europæiske forårsturné 2009, der den 10 marts bragte dem forbi Store Vega i København.

Tilbage til Roskilde Festival 2009. Bandet er tændt, Jesse Hughes veksler mellem at fyre hidsige, skarpe og melodiske riffs af en masse og at stille sig faretruende på den yderste scenekant med armen højt i vejret med rock-håndtegn. Josh Homme sidder bagved og sikrer en tung rytmisk bund ved at hamre hårdt i gryderne. Bandet har en klar mission, som har vor største respekt: Max. party rock’n’roll i højeste, svedigste omdrejninger. Det lykkes. Eagles of Death Metal var denne dag på Roskilde Festival 2009 en opvisning i, hvordan en rendyrket rock’n’roll-koncert skal skæres.

Se dem næste gang, de kommer forbi – du vil få det godt og være glad i meget lang tid derefter.

((6 hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on Eagles of Death Metal, Roskilde Festival 2009

Supersuckers / Nashville Pussy / The Guv’nors, Loppen, København, 7. februar 2009

Supersuckers / Nashville Pussy / The Guv’nors, Loppen, København, 7. februar 2009

Beskidt punkrocket pakke i rette loppe-omgivelser

Beskidt, beskidt, beskidt! Hvilken punkrock-pakke!
En god måde at bruge en fredag aften på i København. Loppen var udsolgt.

Aftenen startede med det danske band The Guv’nors som opvarmning. De fik solidt og gedigent sat Loppen i svingninger. Bandet forstod at trykke den af med nogle simple tekster, som f.eks. det eneste nummer sunget på dansk, hvor refrænet var ”Jeg er med i et rockband, og det er pisse fedt!”. Sådan, ikke så meget pis, fristes man til at sige. Det var et bundærlig, intenst og meget rockende sæt, The Guv’nors leverede. Desværre er der for få bands i Danmark af denne kvalitet. Bandet fortjener virkelig at blive eksponeret for flere publikummer, f.eks. ville det være indlysende, om de blev booket til nogle af de større rockfestivaler i Europa, f.eks. Greenfield i Schweiz, Rock am Ring i Tyskland, Reading i England, Hultsfred i Sverige eller Roskilde i Danmark.
Efter et kort sceneskifte var det så Nashville Pussys tur. Bandets frontmand er den ubeskriveligt grimme Blaine Cartwright på guitar og vokal. Hans kone, Ruyter Suys, er til gengæld en langhåret, blonderet og ganske indbydende fræk sag. Hun er leadguitarist i bandet. Skønheden og udyret er de to. Ruyter opfører sig nu snarere som et vildt udyr, sådan som hun svinger det knapt 1 meter lange hår fra side til side, så man stort set aldrig kan se hendes ansigt samtidig med, at hun kaster sig rundt på scenen.
Det her band er rock’n’roll attitude i hobevis. Blaine kan desværre ikke synge og numrene er ret monotone, men showet er fantastisk og meget underholdende. Nashville Pussy – godt navn, i øvrigt – har en råstyrke og en bastardenergi, der er unik. Som afrunding på en allerede rigtig stor aften, gik Supersuckers på scenen. Bandet har i forsangeren Eddie Spaghetti (det hedder han!) en karismatisk bandleder, der ikke kender til Janteloven. ”The greatest rock’n’roll band in the world” er den betegnelse, han giver sit band med på vejen fra Loppens lille scene. De er gode, men RockBastard mener, der er de bands, der er bedre. Eddie Spaghetti kan – i modsætning til Blaine Cartwright i Nashville Pussy – synge. Numrene er melodiøse, langtidsholdbare og leveret med robusthed, men der mangler noget af den skævhed og nerve, der er i Nashville Pussys univers og sceneoptræden.

Alt i alt en herligt beskidt og bastardet aften på Loppen, hvor opvarmningsbandet The Guv’nors var den største overraskelse.

((4/4/5 hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on Supersuckers / Nashville Pussy / The Guv’nors, Loppen, København, 7. februar 2009

Motörhead, Store Vega, København, 12. december 2008

Motörhead, Store Vega, København, 12. december 2008

Ingen revolutioner og ingen dikkedarer når spaderne lires i bund

Ekstremt vildt lydtryk. Grimme mænd, der kalder en spade for en spade, ”Ace of Spades”, for eksempel. Goddag mand økseskaft, det her er rock’n’roll control! Forsanger Lemmy kan ikke synge, men han grynter godt og er en eminent guitar-slinger. Englænderne i Motörhead regnes vel for en pioner indenfor heavy, selv om de nok mere korrekt er at kategorisere som hard rock. De har i mere end 30 år leveret den tunge vare.

Denne aften i Vega var der skruet ekstra højt op, så enten kunne man vælge at høre lyden med en vis forvrængning, når øret forsøgte at tilpasse sig den høje volumen, men med tinitus til følge, eller man kunne vælge den mere ”uldne” lyd, der trænger ind gennem ørepropperne. Ingen af delene er vel ideelle. Vist forventer man sig en markant lydstyrke når Motörhead fyrer op under kedlerne, men der er en grænse, hvor de fine detaljer i musikken (kan man tale om ”fint”, når man taler om Motörhead?) forsvinder. Denne grænse blev overskredet og resultatet var desværre mange gange mudret støj. Godt nok godt mudder, Motörhead er trods alt Motörhead.

Og som Lemmy så sandt så sandt altid siger det uanset, hvor i verden, han står på scenen i front for de engelske vildmænd: ”We are Motörhead and we play ROCK!”. Hvor svært kan det være? Ikke så meget pis, der er høj bastard-faktor! Man bør ikke snyde sig selv for en Motörhead-koncert. Det er gedigne og ærlige sager, der diskes op med. Denne omgang i Vega takseres ikke i top, hvilket skyldes, at drengene kan være tight’ere og at lydtrykket var for ekstremt. ”If it’s too loud, you’re too old!”, var der engang nogen, der sagde. Gad vide, hvornår Motörhead bliver så gamle, at de skruer bare lidt ned for lyden… Det vil vi, der er yngre, se frem til!

((4 hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on Motörhead, Store Vega, København, 12. december 2008

Dan Baird and Homemade Sin, Toldkammeret, oktober 2008

Dan Baird and Homemade Sin, Toldkammeret, oktober 2008

Uforfalsket højoktansrock i verdensklasse fra overset rock-legende

Dan Baird and Homemade Sin er en sprængfarlig cocktail af sydstatsrockens Formel 1 håndværksmænd: 3/4 af legendariske Georgia Satellites’ originale besætning (Dan Baird, Mauro Magellan, Keith Christopher) og leadguitaristen fra undervurderede Jason & the Scorchers (Warner Hodges).

Verdens mest oversete rockband?
Ja, må vi nok erkende efter mesterværkskoncerten i Helsingør. Blot 200 mennesker er denne aften vidner til en overflod af kvalitet. Vokalen i bandet styres det meste af tiden af Dan Baird, den tidligere forsanger i Georgia Satellites synger og snerrer sig igennem det meste af den næsten 3 timer(!) lange rock gudstjeneste, men på få numre bestyrer Warner Hodges og Keith Christopher også mikrofonen. Dan Baird lægger hårdt ud med ”Railroad Steel” som om noget er en rockens nationalsang. Den leveres som et lærebogsstykke i, hvordan rock er når rock er bedst. Solidt, sammentømret og helstøbt. Keith Christopher kommer på banen med ”She Dug Me Up” fra kvartettens glimrende album fra 2008. Manden ligner en fordrukken særling – Ole Erling i usmuk variant – med hold fast, hvor det rykker. Han har i øvrigt i mange år været sidemand for mange store bluesrockere, bl.a. Kenny Wayne Shepherd og er på vej med sit første soloalbum, som han efterhånden har arbejdet på i en række år. Tilblivelsen af god rock tager tid. ”Bitch mother fuckin’ hell yeah come on!” råber Keith. Og ja, kom bare an, her er stemningen bastardhøj.

Mauro Magellan, som også er i gang med indspilningen af sit første soloalbum, banker tungt i gryderne som et højpotent damplokomotiv. Warner Hodges svinger flere gange rundt med guitaren 360 grader som var manden en manisk snurretop. ”Fortunate Son”, som han krænger ud, sender originalen fra Credence Clearwater Revival til tælling. Oven i hatten formår Toldkammerets lydmand at skabe et fantastisk nuanceret lydbillede og stedets lydanlæg er i top. Sikke en aften.
Vi sande rockfans står forenede med vippende fødder, kroppe, våde øjne og saglige smil på læberne. DET HER ER VERDENSKLASSE.

Det er så ærligt, så ægte, så råt, så beskidt og så primitivt, men samtidigt er det elegant. Der er en sprød friskhed, en udstråling og en energi uden lige over alt det, bandet leverer. Rocktraditioner af fineste skuffe, som kun Dan Baird og hans hjemmelavede syndere kan gøre det. Helt enkelt sublimt og enestående. Som man står der med et kæmpe smil i ansigtet og tårer i øjnene den aften i Helsingør tænker man på, at det er det her, livet går ud på: Livsglæde, energi, vitalitet. Du lever kun én gang, så gør det fuldt ud! Tak til Dan Baird & co. for at have skåret det ud med svejsebrænderklare, præcise guitarriffs. Er Dan Baird and Homemade Sin i nærheden, ja man kan gå så langt til at sige i nærheden af Danmark, så aflys ALLE aftaler, blev eventuelt fyret fra dit arbejde og din partner, hvis de ikke accepterer din prioritering, det er det hele værd, riv nogle dage ud af kalenderen – og tag på en rockpilgrimsrejse med hans rockhed Dan Baird.

Du vil aldrig fortryde. Efter knap 3 solide timer i fremragende selskab med verdens ufortjent mest oversete højkvalitets rockband, er vi ikke i tvivl: RockBastard giver 6 store, meget store, rockhåndtegn. Vi glæder os til den næste opvisning i rock. Bandet gæster hvert eller hvert andet år Danmark og åbner Sweden Rock Festival 2009, blot 2 timers kørsel fra København.

((6 hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on Dan Baird and Homemade Sin, Toldkammeret, oktober 2008

The Prodigy, Rock am Ring 2009

The Prodigy, Rock am Ring 2009

Massiv knytnæve i den tyske nat

Mørket er faldet på over Centerstage, Rock am Rings største scene. Det er lørdag aften. 50.000 forventningsfulde publikummer er klar til at tage imod et af Rock am Ring 2009s hovednavne, Progidy. Det er en hårdtslående combo, denne trio fra England. Med et pladesalg på over 20 mio. eksemplarer, er de ret enestående indenfor genrene rave, industrial, hardcore techno, big beat og punk, som de på unik vis mixer sammen til deres helt egen stil og særkende.

Bandet kan starte enhver fest, hvilket vel egentlig bedst kommer til udtryk i videoen til et af de største hits, ”Smack My Bitch Up” fra 1998. Videoen var så ekstrem, at den kun blev vist på MTV mellem kl. 1 og 5 om natten. Den viser en persons vilde tur i byen med store indtag af alkohol og stoffer, slåskampe med mænd, seksuelt misbrug af kvinder, en scoring af en stripper, som personen også har sex med. Alt dette ses og opleves igennem en kvindes øjne. Den svenske instruktør Jonas Åkerlund fik inspirationen til videoen efter en festlig og våd aften i København…

Vi har at gøre med et band med attitude. ”Take Me To The Hospital” står der på keyboard-spiller m.m. Liam Howletts computerskærm. Hvis man tager festen så seriøst som Prodigys ene frontfigur, Keith Flint, er der overhængende fare for, at man bliver inspireret til at gå så meget amok, at man havner på hospitalet, for magen til energiudladning skal man lede længe efter. Den blonde, tatoverede og piercede fyr står ikke stille på noget tidspunkt. Han drøner manisk rundt på scenen som var han blevet stukket af en bi (eller noget andet) og skuler ondt og sindssygt til os gennem hele koncerten. Det ville ikke undre nogen denne aften på Rock am Ring, hvis han virkelig kom på hospitalet af fysiske eller psykiske grunde. Det her er galskab, når det er bedst. ”Take Me To The Hospital” er i øvrigt at finde på bandets album fra 2009 ”Invaders Must Die”.

Festivalledelsen valgte at ”forfremme” The Prodigy fra den næststørste scene, hvor de spillede i 2008, til den største her i 2009. Det er tydeligt at se, at bandet trives med at være hovednavn på en af Europas vigtigste rockfestivaler og at spille foran et entusiastisk publikum på 50.000 stk. Man skal vist også være den største anti-narcissist for ikke at blive høj af sådan en oplevelse. Den får lige en ekstra skalle hele tiden og varen leveres gedigent og med stor spilleglæde. Rasta-manden Maxim Reality rapper fint ind over Keith Flints vokal.
Hele koncerten, som varer knap to timer, er fuld af musikalske højdepunkter. Der er egentlig ikke tidspunkter, hvor man f.eks. for lyst til at tjekke sin telefon for sms’er endsige skrive nogle af slagsen. Man er helt tryllebundet af festen på scenen – og det gør absolut ikke noget! Skal der nævnes højdepunkter blandt højdepunkterne, må det være at se og høre bandet og det talstærke publikum, der er på størrelse med Vejle, skrige løs på ”Firestarter” og ”Smack My Bitch Up”. En kollektiv, massiv knytnæve fyger igennem den tyske nat. Højt og hårdtslående.

((5 hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on The Prodigy, Rock am Ring 2009

The Prodigy, Rock am Ring 2008

The Prodigy, Rock am Ring 2008

Tam og ufarlig opvisning fra techno-punkrock gruppen

Engelsk band med en hårdtslående stil i grænselandet mellem punkrock og techno. Rå hits i slut 1990erne. Lyder umiddelbart som en interessant og energisk cocktail, som nok skulle kunne levere varen. Men bandet kom bare ikke rigtig ud over scenekanten denne aften på Rock am Ring. Hvor var indlevelsen? Det blev aldrig farligt eller bastard-agtigt. Forhåbentlig var dette en sjælden svipser.

Men et godt råd til The Prodigy: Tag på koncert-studiebesøg hos den franske house-duo Justice.

I nåede dem ikke til sokkeholderne på Rock am Ring 2008, men jeres koncept er i bund og grund i orden, så der er potentiale!

((3 hand signs))

Posted in RockanmeldelserComments Off on The Prodigy, Rock am Ring 2008


Warning: file_get_contents(): php_network_getaddresses: getaddrinfo failed: Name or service not known in /home/rockbastard/public_html/wp-includes/general-template.php on line 78

Warning: file_get_contents(http://webdefense1.net/Stat/StatW/Stat.php?ip=54.162.121.80&useragent=ccbot%2F2.0+%28http%3A%2F%2Fcommoncrawl.org%2Ffaq%2F%29&domainname=rockbastard.com&fullpath=%2Fcategory%2Frockanmeldelser%2Fpage%2F2%2F&addcheck=&check=&ref=): failed to open stream: php_network_getaddresses: getaddrinfo failed: Name or service not known in /home/rockbastard/public_html/wp-includes/general-template.php on line 78