Categorized | RB-anbefaler, Rockanmeldelser

The Brian Jonestown Massacre, Pumpehuset, København 7. maj 2010

The Brian Jonestown Massacre, Pumpehuset, København 7. maj 2010

Manglende indlevelse fra syrerockerne

Komplet udsolgt. End ikke sortbørshajer, der vil afsætte billetter. Indikationen af et kultband. Sidst, de spillede i Danmark, var i et udsolgt Vega i 2008. Anton Newcombe og hans 8 kumpaner udgør denne syrerock-gruppe, der blev dannet i San Francisco i starten af 1990erne. Udenfor Pumpen er der inden koncerten tykke dunste af psykedeliske rusmidler. En film om Christiania kunne fint anvende The Brian Jonestown Massacre som underlægningsmusik.

Der er mange referencer til Jimi Hendrix, tidlig David Bowie, Black Rebel Motorcycle Club (også fra 1990ernes San Francisco) og The Raconteurs. Men Brian Jonestown har en noget mere sumpet groove. Numrene er lettere sløvende og meget melodiske. Egentlig fin tømmermandsmusik. Så langt kommer man nu ikke i Pumpen, der lider kraftigt under kun at have én sølle dankortbetaling i én af barerne – så det er svært med de indledende øvelser, der resulterer i tømmermændende.

The Brian Jonestown Massacre er gode til at illudere ægte New York East Village-stemning. Man kan ikke lade være med at se bydelen for sig med al dens alternative leben af små listige steder, unge intellektuelle, kunstnertyper og kreative for sig, når man hører musikken. Det er som ikke så ringe endda!

Klangen er et sprødt og alligevel drevent, råt, kantet og distortet guitarinferno – gruppen har 4 og nogle gange 5 guitarister i gang samtidigt – men de formår det meste af tiden at få helheden til at lyde harmonisk frem for støjende og rodet. Devisen ”jo fler – jo bedre” holder her.

Det gælder nu ikke for trommeslageren, der ene mand skal kæmpe mod alle de mange guitarer. Han fylder påfaldende meget i lydbilledet på trods af et ret klejnt trommesæt. Han banker i gryderne og ligner ”Animal” fra Muppet Show – fuld indlevelse og hårdt arbejde. I modsætning til guitarkollektivet, der lettere kan tage en slapper i ny og næ. Lydbilledet er samlet set meget kompakt, gedigent, tungt og velspillet.

Når det så er sagt, så må vi også sige, at det aldrig bliver rigtig farligt, det her. Der mangler klart stilpoint. De 9 mand står – undtagen trommeslageren, der skal præstere – forstenede (stenede?). Hvor er indlevelsen? Guitarkollektivet ligner en flok øko-college-nørder. Scenelyset er hele tiden fast uden at skifte. Det virker lidt akavet og noget forsamlingshusagtigt. Der er ikke meget bastard og rock’n’roll attitude over det. Anton Newcombes vokal drukner i lydbilledet uanset hvor i lokalet, man står. Mixet er ikke i orden og det er en skam.

Opsummeret kan man sige, at koncerten starter godt og syretungt med nogle meget varierede rocknumre. Som tiden går, bliver der mere ensformighed over numrene. Bandet mangler indlevelse og publikum ser tiltagende mere fjerne ud i blikkene. Efter 2 timer er det hele forbi – uden ekstranumre. Det kan ikke undgå at skuffe folk i Pumpen. Bandet skulle nok ryge en vis pibe. Tak til massakren for en god og original, men noget ujævn oplevelse.

((3 rock hand signs))

Comments are closed.