Bastardskøn revolutionsrock fra protestbandet

Glem 1. maj. Rage Against the Machine ER 1. maj! Hårdere protest-band findes vel ikke. Opfordringerne til militant samfundsomvæltning er massive i bandets tekstunivers. Men det er ikke kun som ræverødt, samfundsomstyrtende politisk organ, at dette ensemble udmærker sig. De kan også noget rent rock-mæssigt. Det er sjældent, bandet giver koncert og derfor var forventningerne også tårnhøje.

De blev indfriet til fulde. En energiudladning af de helt store.

Vi må nok erkende, at indtagelsen af diverse væsker før og under koncerten gør, at det er svært at være detaljeret i anmeldelsen. Men Rage var gode, rigtigt gode. Stor aggressivitet og indlevelse. Et karismatisk sceneshow og nogle numre, der blev leveret meget tight.

Næste gang lover vi at drikke mindre og skrive mere!

((5 hand signs))

Destruktionen og vildskaben udeblev på Amager

”Lonesome George” har været i gang i 35 år og man må nok se i øjnene, at han ikke har samme energi som tidligere. Vi er nogle, for hvem hans koncert på Rockskilde Festival 1996, hvor han lukkede Orange Scene, står som noget af det reneste, mest ægte 100% rock denne planet har oplevet. Det hele var stramt, velspillet, en energiudladning i verdensklasse og et studie i rock’n’roll karisma og stil. Mindst 6 rockhåndtegn.

George er stadig George, men den knivskarphed, han udstrålede dengang i 1996, har han ikke længere i 2009. Denne aften i Amager Bio er et tydeligt bevis på det. Men OK – lydmixet er ikke fantastisk. Hvorfor skal vokalen drukne i én stor grød af lyd? Se dog i øjnene, at manden ikke er nogen vårunge længere og skru op for ham! I mellem numrene må han fyre vittigheder af – og de er sjove – for at kunne få pusten igen. Nogle få numre er stadig stramme. Klassikeren fra 1982 ”Bad to the Bone” bliver leveret med stor indlevelse og med en vokal, der er nuanceret og præcis. Imens kører den legendariske musikvideo med George og selveste Bo Diddley, der spiller pool, i baggrunden. John Lee Hookers ” One Bourbon, One Scotch, One Beer” sidder også lige i skabet. Specielt i starten af nummeret, hvor det kun er George Thorogoods vokal og guitar, så der ingen er til at overdøve. Men der er for langt imellem snapsene og på trods af mange udsøgte rock’n’roll pasticher, brænder George Thorogood ud efter 1 time og 25 minutter.

Et bedre mixet lydbillede og et længere sæt – bagkataloget er jo bastardet og stort – havde hævet oplevelsen, så skift i hvert fald lydmanden ud, Lonesome George!

((3 hand signs))

Intensivitet og uforfalsket indlevelse fra canadisk showmand

Danko Jones er en mand med stort M. ”Hot stuff walking up and down the block, I like the way her miniskirt keeps crawling up” og “I need a woman like I need a hole in my head” er fine, fine tekster fra en mandeverden i den canadiske hard rockers univers. Danko Jones er meget viril og primitiv sådan som han står på en scence. Koncerten i Lille Vega var ingen undtagelse. Det var potent og meget bastard-agtigt.

Stilmæssigt er vi et sted mellem Henry Rollins og AC/DC. Det er effektive, hårde bluesriffs, der kværner henover dunkende basgange og kraftige trommeslag. Danko i front anvender meget distortion i sin sangteknik – og det kan høres. Han skråler, vrænger og skriger. Hans lange tunge ryger ofte uhæmmet ud af munden og de momentvist udspilede øjne gør, at manden ser gennemført primalagtig vild ud.

Det her ER en vaskeægte RockBastard. Længe skal man lede efter en mere karismatisk sanger. Denne aften i Lille Vega var han virkelig veloplagt. Jokede om alt og alle, ikke mindst sig selv. Salen var næsten fyldt, men Danko sagde flere gange, at næste gang, så vil han altså spille i ”the big room”. Jantelov? Beskedenhed? Nix, det ord findes ikke i canadierens verden. Derimod kan Danko Jones levere en fremragende fest. Han er et ”must see” og noget af det bedst gennemførte og underholdende rock live, man kan opleve.

((5 hand signs))